Sunday, April 29, 2012

Valborgsaften/ Walpurgisnacht





Så er det Valborgsaften den 30 april, men det er jo ikke noget vi fejrer mere. Min mor var født i 1907, og hun fortalte, at Valborgsaften blev fejret i hendes ungdom med bal i skovpavillonen derude på landet, men hun kendte intet til Valborgsblus, kun Sankt Hansbål. Det må have været omkring 1920erne, men traditionerne var forskellige rundt omkring i landet. Endnu i 1950érnes Østjylland var Valborgsblus mindst lige så almindelige som Sankt Hansbål. På Samsø kendte man kun Valborgblus, men ikke Sant Hansbål (meddelt af P. Porse, som var opvokset på Samsø i 1920érne og 1930érne. )


Skikken er i de senere år nogle steder genoptaget, deriblandt i Fåre,Vestjylland, hvor den fejres af "Foreningen til glæden over at kornet gror".  

Valborgsdag, 1. maj, fejrer vi i dagens Danmark med optog og politiske taler rundt omkring i landet. Dagen blev stiftet som arbejderbevægelsens internationale kampdag på Socialistisk Internationales kongres i 1889 -  i 100-året for Den Franske Revolution. I Danmark fejres den stadig tidligt om morgenen i mange fagforeninger og i socialdemokraternes, SF's og Enhedslistens partiforeninger. Om eftermiddagen er der taler og sang og meget mere i alle større danske byer. Dagen markerer international solidaritet og minder om, at arbejderne i USA 1888 rejste krav om 8 timers arbejdsdag.



Kilde: Dagligt liv i Norden i det 16. århundrede (Årlige Fester)



Pieter Bruegel: The Dance around the Maypole.
Den ældgamle Vårfest. 
Valborgsdag blev af kirken kaldt Philip-Jacobi dag efter to apostle, men det kunne ikke fortrænge det gamle navn Valpurgisdag, Valborgsdag eller Voldermisse. (Walpurgis Night) Romerkirken havde afsat dagene til Påske og Pinse, men Valborgsaften fik lov til at skøtte sig selv. Festen blev en folkefest. Skikkene var ikke helt uforandrede, i festen var der tydelige spor af en ældgammel vårfest, hvor man i de ældste tider under sydlige himmelstrøg fejrede våren i februar måned. Men da nogle folkeslag begyndte at vandre mod nord og bosætte sig i Skandinavien, passede det bedre at fejre våren i maj på grund af det koldere klima. I maj havde lyset sejret og sommeren var nær. Benævnelsen Vår mindede stadig om de gamle romere, der kaldte årstiden "ver".

Valborgsaften i det 16 århundrede:
Fra  gammel tid i Norden ser det ud til, at sommerhalvåret begyndte den første dag i maj. Vårfesten startede den 1. maj, og festen fortsatte igennem flere uger, blussede op i Pinsen og gled så over i Midsommerfesten. Valborgsfesten blev indledt med, at der aftenen før, den 30. april, blev brændt bål på bavnehøjene. Denne "blusbrænden" pa Valborgsaften var en ældgammel skik, og der er ingen tvivl om, at skikken  både i Norden og andre steder jorden over har haft en religiøs betydning, som stadig var levende i det 16. århundredes Danmark. Folk troede, at disse bål  virkede skræmmende på alle de onde ånder, der var ude i denne
nat, først og fremmest heksene. Det var heksenes festtid, og man brugte to midler mod de onde ånder, blus og stål. I forbindelse med den idé skulle Valborgsblussene ikke tændes med almindelig ild, men med "vild" ild, den metode, der havde været i brug før man lærte jernet at kende : at gnide to stykker træ mod hinanden.


Overtro.
stolperne i Lindum (efter Bernhard Olsen)
Der knyttede sig meget overtro til denne "nødild", som den blev kaldt, især med hensyn til at fordrive kvægsyge. I Dalarne var det en skik helt op til vore dage at springe igennem Valborgsbålet for at jage kvægsygen væk. På Hebriderne slukkede man ilden i hele sognet for ikke så længe siden, når kvægsygen kom. 81 gifte mænd skulle derefter, ni ad gangen, gnide to bjælker sammen, indtil ilden kom, og så  blev den første arneild igen tændt. Kvæget blev oversprøjtet med det vand, der var blevet kogt ved ilden. I Tyskland blev skikken antaget for at stamme fra Druiderne. Kirken var blevet opmærksom på disse "ugudelige bål" og forbød tyskerne at tænde dem, men tyskerne opgav lige så lidt som nordboerne den gamle skik. Omkring år 1590 brugte beboerne i nogle tyske landsbyer at rykke en gærdestav op, binde et tov omkring den og snurre den så stærkt omkring, at den fængede ild til sidst. Så blev bålet tændt, og når det var udbrændt, blev asken strøet over haveplanterne. Folk mente at de kunne sikre sig mod orme på den måde, men den samme metode blev brugt i Norden, så de var ikke spor klogere. En indretning til at frembringe gnideild fandtes stadig i landsbyen Lindum i Nørrejylland i slutningen af det 19. århundrede. Den opbevares nu i Dansk Folkemuseum.

Jætten Tjasse
Valborgs-blussene synes i Danmark hyppigt at have bestået i brændende halmknipper, der blev holdt vejret på en eller flere høje stænger. Ofte blev bålet antændt på jorden og blev næret af ved, gamle tjæretønder og lignende. Men det ser ud til, at man i Norden havde glemt en ganske særlig skik fra oldtiden, at opbrænde jætten "Tjasse" på vårbålet. I enkelte andre lande har skikken holdt sig op til vore dage. I Bøhmen og i flere egne af Tyskland blev brændt en "Vinter-Jætte" i skikkelse af en uhyre stråmand. Mange steder kaldes den blot "Vinteren" eller "Døden"; men i Schlesien havde den navnet "der alte Jöden", et navn, der muligvis stammer fra det oldnordiske "Jøtun", Jætte. Hos katolikerne er stråmanden blevet til forræderen Judas, og opbrændingen foregår  i overensstemmelse med den historie på Påskelørdag


Bavnehøj i Krig og Fred.
Udover den religiøse betydning havde Valborgs-blussene en mere almindelig grund. Der var ingen postvæsen, aviser eller telegrammer, folk havde måske en almanak, der bestod i en pind med indskårne mærker, så det var meget praktisk at annoncere festdagen ved at tænde bål på de højeste punkter. Navnet Bavnehøj fortæller om den almindelige skik, der blev brugt i gamle dage. Et eksempel på, hvor mange blus der kunne være på en egn, kan ses af, at der fra Blæsborg Bakke ved Horsens blev talt ikke mindre end 70 blus en Valborgsaften i 1879. Bålet på  højen blev til et virkeligt samlingspunkt, hvor folk strømmede hen for at møde venner og bekendte, men bavnerne blev også taget i brug i krigstider. Allerede i oldtiden har Valborgsblussene sandsynligvis været et samlingstegn for det våbenføre mandskab til deres sommerstævne. Hakon Adelsten i Norge inddelte kysten "så langt op i landet, som laksen går øverst op i elvene", og han befalede at der på de højeste fjelde i syns afstand skulle laves bavner, når en fjendtlig hær var i landet. Man siger at "på denne måde gik hærbudet i syv dage fra det sydligste bavn til det nordligste." I Danmark spillede bavnerne en rolle i krigen 1864 blandt forsvarsstillingerne på Als og Fyn.




Var Mette Sandbagers en heks? 
Folk der samledes ved bålene i det 16. århundrede var ikke bare overfladisk nysgerrige -  de var fast besluttet på at tilbringe hele natten i de fri. Valborgsaften var en af de såkaldte "vågenætter", og bavnen var dét sted, hvor heksene ikke havde magt. Kun de allernødvendigste medlemmer af samfundet var blevet hjemme den aften for at holde vagt. På en gård i Vordingborg var en bonde, Søren Boesen hjemme en Valborgsnat i 1592. Han hørte pludselig mellem klokken 12 og 1, at hunde og katte begyndte at hyle og mjave helt vildt, og det lykkedes han at få fat i Jakob Tærskemand, der var villig til at gå ud og se, hvad der var galt. Jakob så intet andet end nogle hunde og katte, og han gik ind igen, men så begyndte det at hyle og jamre igen. Søren blev nu nødt til at gå ud selv, og han væbnede sig med et økseskaft. Han opdagede ude bag et tjørnelæs ved kostalden to mørke kvindeskikkelser, der stod tæt ved Mester Hanses sorte ko. "Hvem dér?" befalede Søren. Intet svar. Men kvinderne begyndte at løbe, og Søren mønstrede mod nok til at følge efter dem og slå den ene med økseskaftet. Hun blev nødt til at standse, og han opdagede at det var Mette Sandbagers. Hun tiggede og bad ham om ikke at røbe hende, men han svarede, at hvis der skete nogen skade, så skulle hun få sin straf.  Der var ikke sket noget umiddelbart, men to måneder efter begyndte Mester Hanses sorte ko at malke blod. Mette Sandbagers kom for retten. Seksten mænd blev valgt til dommere i den anledning, men de turde ikke dømme hende fra livet på grundlag af de to kendsgerninger.

"Usædelighed ved Nattetide." 
Dans ved Valborgblus (efter Olaus Magnus 1555)
Der var liv og lystighed ude ved bålene, men det var ikke alle der blev ved bavnehøjen, de unge gik i skoven for at plukke blomster og grønne grene. Næste morgen skulle der "majes" ud i hjemmene med bøgegrene, og Majtræet skulle forberedes, så det stod parat til om morgenen. Det blev af kirken og regeringen betragtet som noget af en uskik, at de unge mænd og kvinder færdedes alene i skoven ved nattetide. "Vågenætterne" var berygtede for deres usædelighed. Om forholdene i England siges det i året 1585: " Jeg har hørt af troværdige vidner at af 40, 60 eller 100 Piger, der Valborgs Nat gaar i Skoven, kommer knap en Tredjedel med Æren tilbage." Selv ved bålene var der ballade. De gamle drak for meget, og når de unge kom tilbage fra skoven hen ad morgenstunden med Majtræet som alibi, blev det værre endnu, og der blev oftere hørt om "Blod og Drab" ved Majtræet. I året 1570 slog  "Majdrengene" en kirkeværge ihjel i Merløse Herred, "oven i købet en degn - og ni løse knogler blev taget fra hans pande."  Det gik især ud over kirkepersoner, fordi regeringen havde bestemt at deres forbud vedrørende vågenætterne blev overvåget af gejstligheden. Det vrimlede med forbud, og præsten og degnen stod alene imod en hel befolkning.

Adel og Borger, Præster og Bønder.....
Men gejstligheden var alligevel ikke bange for at sætte hårdt mod hårdt. Præsten Jørgen Lauritsen
i Udby paa Fyn ivrede således i året 1572 fra prædikestolen mod "den ugudelige hedenske Handel med Natteløb paa VollermisseNat". Og da dagen nærmede sig, sendte han bud til hver enkelt bonde i sognet om at lade være med at fejre festen. Mange svarede nej, og i sin vrede holdt han på Valborgsdag en ny tordentale i kirken mod de ulydige. Disse blev ham ikke svar skyldig, de rejste samme dag et anseligt Majtræ. I kristelig nidkærhed lod han det hugge om, men så reagerede bønderne efter gammel skik. De anlagde sag imod ham for "Hærværk", og adelsmændene i omegnen støttede dem ved på "Kongens og egne Bønders Vegne" at forlange store bøder af præsten. Jørgen Sehested på Hindsgavl krævede 32 daler, Sten Bilde til Kærsgaard 30 daler, fru Anna på Iversnæs 8 daler o. s. v. Det truede med at blive præsten en dyr historie, og han måtte til sidst ty til kongen med bøn om hjælp. Hvorledes sagen endte, vides ikke.

Hr Mads og Præstehaderen
Medieval priest hearing confessions, tapestry, V & A, London.
Striden blev ført endnu skarpere af sognepræsten Hr. Mads i Lyngelse på Langeland. Han havde som så mange andre præster forbudt "Natteløb og Drik" Valborgnat, men menigheden var blevet mere og mere genstridig, og for at håne ham havde man Valborgnat 1568 rejst et Majtræ lige ved kirkegårdsristen,hvor Hr. Mads nødvendigvis måtte forbi. Han lod sig imidlertid ikke skræmme, men truede fra prædikestolen med Kirkens Band alle dem, som havde været med ved "nattens drikkelag og løsagtighed". Denne trussel ærgrede en bonde, hvis to sønner begge havde været med, og han gik derfor til præstegården og udfordrede præsten til at komme ud at slås. Da han samtidig brugte en hel del skældsord, blev Hr. Mads til sidst hidsig, tog en bøsse og skød ham. Hr. Mads blev stævnet for en Provsteret. Skønt han oplyste, at bonden var en "Præstehader", der engang havde slået sin sognepræst ihjel med et spyd, dømte provsterne Hr. Mads til at have "fortabt sit Sogn paa Kongens Naade og Unaade"

I må kun feste om dagen. Det er farligt at feste om natten......
Regeringen ville i 1578 gennemføre at majfesten skulle holdes om dagen. "De majdrenge må gå om dagen, men ikke om natten" hed det. "Tyve og Røvere, Ulve og Løver, de gaa om Nattetid, og ikke gode Børn, hen i andens Lade og Lo at lokke deres Piger og Døtre. Det gør ingen uden Skalke."



Kilde: Dagligt liv i Norden i det 16. århundrede (Årlige fester/ Valborgsaften)


Diverse:
Ifølge Goethes "Faust" (1808) finder den årlige heksesabbat sted hver Valborgsaften på Bloksbjerg.
Disney-tegnefilmen"Fantasia" (1940) slutter på Bloksbjerg, hvor dæmonen Chernobog slipper mørkets kræfter løs Valborgsaften. I Hammer-filmen "The Devil Rides Out" (1968) foregår den store sabbat, hvor djævelen manifesterer sig, på Valborgsaften.




Det keltiske navn for Valborgsaften er Beltaine.







No comments:

Post a Comment